Dyreliv

Kruusesminde har et varieret dyreliv. Her er et lille udsnit af de dyrearter fra den Danske Fauna som holder til på Kruusesminde. Du kan træffe dem hvis du går en tur på den afmærkede sti .

 

 

Agerhønen (Perdix perdix) er en lille brunlig buttet hønsefugl, der er 28 - 32 cm lang, vejer 350 - 450 g og har et vingefang på 45 - 48 cm.

Agerhøns anbringer deres reder på jorden i græs og urtevegetationen. I maj/juni lægger de 10 - 20 æg og ruger i 23 - 25 dage. Fra ungerne kommer ud af æggene til de er flyvefærdige går der kun 14 - 16 dage, hvoraf de bliver i reden i ca. 12 dage.

Ungerne holder sammen med forældrefuglene hele vinteren og forlader først familieflokken om foråret for at etablere sig i egne yngleterritorier.

De kan forveksles med fasanhunner (som er større og har længere hale) og vagtler (som er mindre). De forekommer naturligt i Danmark modsat fasaner.

Agerhøns er standfugle der lever i agerlandet. De er rimeligt almindelige over hele landet.

Agerhøns lever af frø og skud som de finder på markerne. Agerhøns er meget afhængige af en vis mængde "ukrudt" på markerne.

Helt velsprøjtede marker huser ikke agerhøns. Ud over planteføden spiser agerhønsene insekter og edderkopper - specielt i yngletiden. Kyllingerne er helt afhængige af insekter som føde de første leveuger.

 

 

Fasanen (Phasianus colchicus) er en stor hønsefugl. Fasanen blev importeret til Danmark fra Asien i 1562 af konge og herremænd som et nyt jagtbytte.

Fasanen blev hurtigt udbredt til hele landet, idet en lang række godser indrettede udklækningsgårde (fasanerier) for dem.

De blev ofte udruget af høns og efterhånden også af kalkuner. Efter nogle generationer lærte fasanen helt at klare sig selv, og fra 1840 har den ruget vildt i vort land. Der yngler cirka 250.000 - 300.000 par fasaner i Danmark.

Den er dog ikke altid helt populær blandt danske ornitologer, da de øvrige danske fugle har betalt en høj pris for dens plads i den danske fauna. Havørnen blev stort set udryddet, fordi den tog fasanerne. En kraftig jagt på ørne og falke generelt for at forhindre deres fangst af fasaner gjorde også at disse fugles mangfoldighed i Danmark faldt kraftigt.

Ikke kun i Danmark er fasanen blevet spredt ved udsætning. Den er nu også almindelig i store dele af Europa og Nordamerikas tempererede egne.

Fasanhanen (kok) vejer cirka 1.100 - 1.600 gram, hønen 800 - 1.300 gram. Hannen er meget farvestrålende og spraglet. Den har blåsort hoved og hals, og hovedets sider er røde. Ryggen er rødbrun med sorte og hvide bånd. Bugen er sort og brystet er kobberrødt. Halen er lang og brun. Fasankokken kan også have en hvid halsring. Hunnen er derimod mere dæmpet med en gråbrun farve med mørke pletter og bånd.

I Danmark er fuglen udbredt overalt, dog med hovedvægten på øerne og Østjylland. Den kan klare sig mange forskellige steder, men foretrækker åbne områder, eventuelt med spredte buske og hegn. I skoven findes den primært hvis der er "åbne" steder.

Fasanen spiser lidt forskelligt alt efter årstiden. Om sommeren kan insekter og andre smådyr udgøre en væsentlig del af føden, mens den om vinteren primært lever af plantefrø. Den spiser gladeligt frø fra både vilde planter og korn.

 

tilbage til natur

Rådyret (capreolus capreolus) er Europas mindste hjorteart, den er meget almindelig i det meste af Europa og Lilleasien, også i Danmark. Man har fundet rådyrknogler i Danmark helt tilbage fra for 8.000 år siden.

Braklægning og skovrejsning har givet råvildtet bedre leveforhold, og det anslås, at der er op imod en halv million rådyr i Danmark i dag. På grund af den større bestand er jagtudbyttet også steget, og der skydes nu over 100.000 stykker råvildt årligt, uden at bestanden falder.

Rådyret trives alle steder hvor der er gode græsningsmuligheder og samtidig mulighed for skjul i form af småskove og krat og er dermed meget tilpasningsdygtigt, selv til vores kulturlandskab i Danmark. At rævebestanden de senere år har været plaget af skab har sikkert medvirket til rådyrets fremgang, da rævene normalt tager omkring 60% af rålammene i en sæson. Kun på enkelte øer findes rådyret ikke. Andre steder − f.eks. på Bornholm, er en bestand blevet genopbygget ved udsætning, efter det blev udryddet på grund af rovdrift. Parringssæsonen er i juli-august. Hannen kaldes en buk, mens hunnen kaldes en rå, de bliver kønsmodne omkring etårsalderen. I det fri kan et rådyr blive omkring 10-12 år, mens det i fangenskab kan blive op til 17 år gammelt.

Rådyret har en kropslængde på 0,9–1,3 meter og en vægt på omkring 20-30 kg. Skulderhøjden er 60-90 cm. Halen er meget kort ca. 2,5 − 3,5 cm. Pelsen er rødbrun i sommertiden, men gråner frem mod vinteren. Halepartiet er hvidt og kaldes "spejlet". Hannen har et lille forgrenet gevir kaldet en opsats med op til 6 ender. Opsatsen falder af hvert år i november, men et nyt gror ud i løbet af vinteren.

Den nye opsats er omgivet af et blodfyldt lag lodden hud, der forsyner opsatsen med næring under væksten. Hudlaget kaldes "basten". I foråret, når opsatsen er udvokset og forbenet, svinder blodkarrene ind og et væskelag under huden dannes, så basten kommer til at sidde løs. Når dette sker medfører det kløe, og bukken gnubber derfor opsatsen mod træer og buske, hvormed laget skrælles af. Det går hårdt ud over træerne, da bark og smågrene rives af i denne proces og er et tydeligt spor efter bukken i skoven. Adfærden kaldes at bukken "fejer" geviret. Bukken æder den afgnubbede hud. Opsatsen er helt hvid lige efter fejningen men bliver hurtigt mørkere.

Rådyret er en drøvtygger, det veksler mellem at gå og søge føde og at ligge skjult i vegetationen og tygge drøv. Rådyret æder en meget varieret kost af mere end 1000 forskellige plantearter i dens udbredelsesområde. Omkring 54% består af urtelignende planter, mens omkring 25% udgør planteføde fra buske og træer. Den er meget selektiv og æder sjældent det meget fiberholdige græs, men foretrækker, hvis den har mulighed for at vælge, at nippe de mest energiholdige og vandrige dele af urter og løvtræer på deres vej. Rådyrets mave er forholdsvis lille og energiniveauet og fordøjelsen er generelt høj, så dyret må æde ofte, gerne 5 - 11 måltider i døgnet. Rådyr æder gerne urter, løv, skud, knopper og korn, men kan også finde på at skrælle barken af træer eller æde bær og svampe. Andre vækster som f.eks. det meste af ranunkelfamilien, en del grovere græsser og en del krydderurter som f.eks. malurt undgås. Rådyret lever udmærket side om side med udprægede græsædere som f.eks. dådyr og kronhjort, da de ikke konkurrerer om føden. Som mennesket kan rådyret ikke selv danne c-vitamin, men vitaminet må tilføres gennem kosten.

Vintertiden er barsk for rådyret. Da det er en forholdsvis lille hjorteart, har den brug for energirig føde for at opretholde sit aktivitetsniveau. Vinterens fødeudbud giver ikke den energi dyret normalt har behov for. Rådyret er derfor på en række områder specielt tilpasset vinterens knappe fødeudvalg. Rent adfærdsmæssigt nedsætter rådyret sin aktivitet om vinteren, fra op mod 13 timers aktivitet om sommeren til omkring 8-10 timers aktivitet om vinteren. I de koldeste perioder tilbringer dyret meget tid med at ligge stille i skjul for at spare energi. Den føde dyret kan finde giver ikke engang den energi tilbage som rådyret ville skulle bruge på at finde føden, så det er energimæssigt fornuftigt at bevæge sig så lidt som muligt og i stedet tære på sommerens fedtressourcer. Da rådyrets føde skal være så energirig, er det ikke ualmindeligt at finde rådyr om vinteren, der er døde af sult, selvom de har maven fyldt med mad.

 

 

Haren (Lepus Capensis ) er gråbrun i pelsen med lys underside. Spidsen af ørerne er sorte. En voksen hare vejer ca. 4 kg. og måler ca. 65 cm fra snude til halespids. Harens beskedne farver gør at den er godt kamufleret og er næsten umulig at få øje på når den trykker sig ned mod jorden.

 

 

Harens øjne er store og sidder fremhævet på siden af hovedet. Det betyder at haren kan se næsten hele vejen rundt uden at dreje hovedet. Der er derved svært for ræve og andre rovdyr at snige sig ind på haren uden at blive opdaget.

Haren er planteæder. Den æder gerne mælkebøtter, kløver, rød svingel og eng-rapgræs m.fl. Om vinteren gnaver den bark af især frugttræer og "klipper" også gerne mindre grene f.eks. topskud af små løvtræsplanter.

Haren kan føde unger allerede inden vinteren har sluppet sit tag i februar. Fra februar og frem til 1. Oktober kan haren nå at føde 3-4 kuld unger - typisk med 2-3 killinger pr. kuld. Om dagen ligger de små killinger helt stille og er godt kamufleret. Man ser næsten aldrig den voksne hare ved sine killinger om dagen. Finder man ensomme harekillinger er det derfor sjældent at de er forladt og man bør lade killingerne være.

Haren kan kortvarigt nå en topfart på næsten 80 km/t. Bliver den jagtet af rovdyr kan den holde en fart på op til 50 km/t over en længere strækning. Harens evne til flugt og hurtig løb er dermed harens bedste forsvar mod fjender.

 

 

Ræven (Vulpes vulpes) er vidt udbredt og almindelig i stort set hele Danmark. Et fund af en død ræv på Bornholm i 2006 tyder på at ræven ikke er uddød på øen, hvilket man ellers havde troet i 25 år.

Ræven hører til hundefamilien, ligesom eksempelvis ulven og sjakalen, og ræven ligner da også en mindre hund.

Med sit trekantede ansigt, spidse snude, den røde farve og den lange, buskede hale som oftest er hvid i spidsen, er ræven let at genkende.

En hanræv vejer omkring 8 kg, men enkelte ræve kan opnå en vægt på 12 kg. Hunnerne er mindre og vejer 6-7 kg. Fra snudespids til halespids er ræven ca. 110 cm lang.

Den karakteristiske røde pels består af to lag; den inderste underuld og de ydre dækhår. Underulden er grålig, mens dækhårene er rødbrune med lyse spidser. Det er de lyse spidser i dækhårene som kan give den røde farve et gråligt skær. På bugen og undersiden af halsen er pelsen gråhvid. Der er dog stor farvevariation individerne imellem, hvilket gør det muligt at kende forskel på dyrene. Pelsen fældes en gang årligt, hvilket som regel begynder i april måned. I løbet af sommeren vokser den nye pels frem, en proces der først slutter i september-oktober.

Ræven æder først og fremmest dyrisk føde som mus, harer, kaniner, rådyr, fugle, fugleæg og insekter. Men den tager også frugt, ådsler og husholdningsaffald.

Ræve har en stor tilpasningsevne og den findes i mange forskellige typer habitat. Den lever blandt andet i skov, i dyrkede områder, moser, enge, heder og i byer.

Selvom ræven er overvejende nat - og skumringsaktiv er det ikke usædvanligt, at de ses om dagen. Hvileperioderne tilbringes i en grav som ræven selv har gravet, i et forladt grævlingebo, eller i et skjul under buske eller træer.

Ræven lever i par eller familiegrupper, og de vil forsvare deres territorium over for andre ræve.

Hvis der er rigelig føde vil ræven gemme forråd.